Lørdag fandt en fatal ulykke sted i Sønderjylland, og B.T. har talt med en af passagerne, der var ombord på det ramte tog.
»Det var som om toget hoppede, og så fløj det pludseligt rundt med affald udenfor vinduet.«
Sådan siger Signe, som var en af de passagererne på toget, der stødte sammen med en personbil ved en jernbaneoverskæring ved Kliplev.
En person er afgået ved døden i forbindelse med sammenstødet.
»Det var ikke til at få beskeder ud af personalet til at starte med, fordi højttalersystemet ikke virkede,« siger Signe, der ikke ønsker sit navn offentliggjort.
Hun fortæller, at sammenstødet fandt sted cirka klokken 18.45.
Politi og brandmænd er til stede og arbejder på ulykkesstedet, fortæller Signe.
»Vi er endnu ikke blevet informeret om, at der er en person, der er omkommet. Det har vi fundet ud af igennem medierne,« siger hun videre.
»Det har været svært at få informationer på grund af højttalersystemet, men det er totalt tragisk.«
Hun fortæller, at folk var meget rystede og i panik efter sammenstødet. Nu er der dog så småt ved at falde ro på gemytterne.
Efter sammenstødet var dørene til gangen ikke i stand til at åbne, toiletter og strøm fungerede ikke.
Det var ifølge de oplysninger, Signe og de andre passagerer har fået, en større personbil med trailer, der blev ramt midt på.
I den kupé, hvor Signe sad, var der vinduer, der splintredes. Der har været forlydender om, at personbilen skulle være væltet ved sammenstødet.
Toget var et IC3-tog, der var på vej mod Sønderborg Station. Signe er efter B.T har talt med hende reddet ud af toget med stige.
2025-07-05T18:42:18Z