EKSPERT EFTER NYE DETALJER FRA HåNDTRYKSDOM: ‘VISER EN ISLAMISK VæKKELSE I DANMARK’

Der er en islamisk vækkelse blandt unge efterkommere fra muslimske lande.

Det fortæller Thomas Hoffmann, der er islamforsker og professor ved Københavns Universitet.

Vurderingen kommer i kølvandet på den friske dom fra Østre Landsret, der slog fast, at en folkeskole i Albertslund var i sin gode ret til at kræve, at to kvindelige muslimske lærere skulle give hånd til mænd.

De to kvinder var ellers blevet tilkendt en erstatning på 25.000 kroner fra Ligebehandlingsnævnet, fordi deres praktik på Egelundskolen i Albertslund stoppede, da de nægtede at give hånd til en mandlig lærer. Nævnet mente, at det var forskelsbehandling. 

Det er detaljer fra dommen, som får islam-eksperten til at advare om, at det går den forkerte vej med integrationen.

»Der er en vækkelse på spil, hvor de unge muslimer nærmest som en kritik af deres forældregeneration praktiserer en mere ren islam. Det er en islam, som ikke er national, men mere fokuseret på de tidløse shariaregler, som regulerer deres liv i stort og småt«. 

B.T. er dykket ned i dommen, som giver et unikt indblik i de to kvinders baggrund. De har begge arabisk-klingende navne, og de er altså ikke konvertitter.

I retten har de fortalt om deres personlige livsrejse. De kommer begge fra muslimske hjem, og de har forklaret, at religion ikke fyldte så meget i de hjem, de kommer fra.

Men det ændrede sig, da de blev unge. I retsreferatet har kvinden Noha forklaret:

»Som 18-årig fandt hun sin egen vej. Hun tog tørklæde på og begyndte at fordybe sig i religionen. Hun praktiserer sin tro ved at bede fem gange om dagen, og hun faster under Ramadanen. Hun opdrager sine børn muslimsk«. 

Den anden kvinde, Iman, er refereret for følgende:

»Da hun blev 15 år, begyndte hun at praktisere islam. Hun valgte at tage tørklæde på, da hun var 15-16 år. Hun giver grundet sin religiøse overbevisning ikke hånd til fremmede voksne personer af det modsatte køn. Det handler ikke kun om at give hånd. Det gælder al fysisk kontakt. Man er voksen, når man er 18 år,« står der i dommen.

Ifølge islam-professor Thomas Hoffmann er Nohas og Imans historie udtryk for en mere generel tendens.

»Undersøgelser viser, at efterkommerne er mere religiøse end deres forældre, og det er en tendens vi ser i hele Europa. Og det er jo en udfordring, hvis man går og tror, at integrationen sker af sig selv, bare fordi nye generationer af muslimer er født og opvokset i Danmark,« siger Thomas Hoffmann. 

Dommen viser også, at de to kvinder gør sig mange tanker om, hvordan de skal agere ift. mænd i det offentlige rum. Herunder har de klare retningslinjer for, at de ikke må røre en mand, der er over 18 år. En undtagelse er familiemedlemmer. 

Kvinden Iman siger ifølge referatet dog, at hun bliver siddende, hvis der kommer en fremmed mand i bussen og sætter sig.

»I den islamiske praksis, som de unge bekender sig til, er der strenge regler for, hvordan kvinder fremtræder i det offentlige rum. Her er tørklædet vigtigt, og det er vigtigt, at kvinder ikke kommer i berøring med fremmede mænd,« siger Thomas Hoffmann.  

Den konkrete håndtryks-episode ved Egelundskolen i Albertslund fandt sted i 2019. Her rakte en mandlig lærer hånden ud for at hilse på de to lærerstuderende, der skulle i seksugers-praktik.

Af vidneudsagnene i sagen fremgår det, at de to kvinder lod den mandlige lærer 'hænge', så hans hånd 'flagrede i luften'. I stedet tog de sig til højre side af brystet.

Af dommen fremgår, at de to muslimske kvinder havde fået fri proces, hvorfor retssagen koster statskassen 70.000 kroner.

B.T. har valgt kun at bringe de to kvinders fornavne for at fastholde deres anonymitet. 

2025-07-05T04:27:17Z